Hvad sker der i en vetgate?

HVAD SKER DER I EN VETGATE?

Hvilken opførsel er den mest hensigtsmæssige for din hest? Hvorfor skal den både kunne stå stille og accepterer at blive undersøgt? Og hvorfor skal den tolerere at blive rørt overalt uden at blive bange eller gal?

- For dig og din hest’s sikkerheds skyld.

- For at hestens puls kan falde hurtigere.

- For at vettjekket bliver kortest muligt, så din hest får længst mulig pause til at hvile og drikke/spise i.

En nem måde at gøre dig upopulær på, er at komme med en hest som enten er urolig, løber rundt om rytteren, sparker, bider, kaster med hovedet osv. Det viser nemlig at du har ”glemt” noget under træningen.

 

En veluddannet og velopdraget hest skal (passivt) tolerere:

- Berøring overalt, inkl. øjenlåg, gummer, ben, hove, gjordleje og mave.

- At der skrives et nummer på begge sider af bagen.

- At der er andre heste i dens nærhed.

 

 

De fleste heste accepterer ikke disse ting uden træning. Afhængig af hestens og rytterens erfaring, kan træningen tage fra dage til måneder. De fleste distanceryttere bruger mere tid sammen med deres heste end andre hestefolk. Så når ryttere fra de andre discipliner kan lære deres heste at være omgængelige, så bør vi også kunne. En del ryttere bruger et par minutter efter hver ridetur på at stryge hesten overalt med hånden. Denne handling kan med fordel udvides til også at omfatte en ”undersøgelse” af øjne, gummer osv. En anden mulighed er at man efter hver ridetur laver sit eget ”Vettjek” som indeholder både mønstring i trav, pulsmåling, tjek af dehydrering, sår og ømheder. Dette tager kun et par minutter, men vil give din hest værdifuld rutine. Hvis du af og til rider sammen med andre, kan i med fordel undersøge hinandens heste i stedet. Det vil give et godt indblik i hvad din hest accepterer. Hvis du har/får problemer med at din hest undersøges, så kan der være hjælp at hente hos mere erfarne ryttere, i bøger, hos hesteviskere osv.

 

Husk også, at når du stiller med en hest til Vettjek, og du er usikker på dens reaktion, så start med at fortælle om din bekymring til dyrlægen. Men hvis dit ”hjemmearbejde” er i orden - Så har du gjort hvad du kunne…

 

Til sidst: Husk også at præsentere din hest ren og trimmet - For hvor lækkert er det lige at undersøge en beskidt og usoigneret fremmed hest?

 

 

af Morten Sivertsen

Bragt med tilladelse fra Morten Sivertsen

 

 

Copyright © All Rights Reserved